Project Description

Danskernes oplevelse af coronakrisen – uge 21

28.05.2020

Danskerne er indstillede på at stille visse krav til virksomheder, der modtager hjælpepakker fra staten – det viser uge 21-målingen af danskernes oplevelse af coronakrisen. 64 pct., mener således, at børsnoterede virksomheder, der har fået corona-hjælp, bør afstå fra at udbetale aktionærudbytte i år, og halvdelen af danskerne (51 pct.) mener, at den danske stat bør stille krav om større grøn omstilling i virksomheder, der har modtaget hjælpepakker. Derudover viser målingen at:

  • Ikke samme opbakning til mere indgribende modkrav for hjælpepakker: Kun knap hver fjerde dansker mener f.eks., at den danske stat skal stille krav om direkte indflydelse på strategiske og ledelsesmæssige beslutninger i virksomheder, der modtager hjælpepakker og en tilsvarende andel mener, at staten bør modtage aktier til gengæld for hjælpepakkerne.
  • Ja tak til besøg fra Norge og Tyskland – men ikke fra Sverige: Der er ikke flertal for helt at åbne de danske grænser. Kun ca. hver tredje (35 pct.) mener, at alle restriktioner på indrejse til Danmark bør fjernes inden 1. juli. Der er dog opbakning for at åbne for udvalgte nabolande. 53 pct. mener, at der bør åbnes for indrejse til Danmark fra Tyskland og 57 pct. vil åbne for indrejse fra Norge. Kun 36 pct. vil dog åbne for indrejse fra Sverige inden 1. juli.
  • Flere vil gå i biografen, hvis de åbner: Andelen af danskere, der ville gå i biografen, hvis de åbnede i maj eller juni, er steget fra 28 pct. i uge 19 til 46 pct. i denne måling. En stor del af danskerne er også klar til at bruge zoologiske haver (45 pct.), mens der fortsat er tilbageholdenhed hvad angår fitnesscentre (25 pct.) og indendørs idræt (22 pct.).

Resultater fra undersøgelsen er blandt andet blevet bragt i dagbladet Børsen, læs mere her: https://borsen.dk/nyheder/politik/ny-maaling-flertal-for-statslige-aktieopkob og her: https://borsen.dk/nyheder/virksomheder/hjemmearbejde-er-kommet-for-at-blive

Du kan læse hele rapporten for målingen her.

Andre spændende indsigter fra undersøgelsen er:

  • Cirka hver tiende vil miste job under krisen: 8 pct. angiver, at de sandsynligvis eller helt sikkert vil miste deres job. Tallet er nogenlunde stabilt siden første måling i uge 13, hvor tallet var 11 pct.
  • Hver tredje ser potentiale i at bo på landet: For ca. hver tredje (32 pct.) har coronakrisen gjort det mere attraktivt at bo på landet end i byen. Få overvejer dog direkte at flytte på landet som følge af coronakrisen, nemlig 11 pct. af danskerne.

Om undersøgelsen
Moos-Bjerre er gået sammen med Userneeds A/S om at undersøge danskernes oplevelse af coronakrisen uge for uge. Undersøgelsen er er en rundspørge blandt et repræsentativt udsnit på 1.000 danskere, som gennemføres ugentligt for at følge udviklingen i danskernes bekymringer, adfærd og tanker under coronakrisen.