Project Description

Gennem fire år 2019-2022 gennemfører Moos-Bjerre en evaluering og dokumentation af Esbjerg Kommunes udviklingsprogram, der skal understøtte udviklingen og etableringen af en støttefunktion for elever med ordblindhed. Evalueringen af programmet har til formål at understøtte Esbjerg Kommune i at udvikle et stærkt program, der kan gøre en positiv forskel for ordblinde i Esbjerg Kommune såvel som resten af landet. Evalueringen vil både følge støttefunktionens udvikling og implementering og indsamle indikationer på dens virkning i forhold til elever, forældre og lærere.

Moos-Bjerres evaluering af udviklingsprogrammet er udformet som en såkaldt virkningsevaluering. Denne tilgang er valgt, da den er særligt egnet til at evaluere og vidensunderstøtte udviklingen og afprøvningen af nye tilgange og metoder. Programmet evalueres derfor på baggrund af en opstillet forandringsteori ved programmets start. Gennem tre gentagne målinger  baseret på et mixed methods-design med brug af kvalitative interviews, spørgeskemaer og registerdata, giver evalueringen et solidt grundlag for løbende udvikling af programmet, således at indsatsen opnår den tilsigtede virkning.

Evalueringen inddrager følgende forskellige datakilder:

  • Kvalitative interviews med ordblinde elever, deres forældre og lærere
  • Telefoniske surveys blandt ordblinde elever og deres forældre
  • Elektronisk survey blandt lærere og læsevejledere
  • Kommunens registerdata om de ordblinde elever og deres familier

Baselinemåling 2019

Indtil videre er i 2019 gennemført en baselinemåling, som skal danne grundlag for en samlet vurdering af indsatsens virkning i 2022. Baselinemålingen viste blandt andet at:

  • Mange ordblinde elever er optimistiske omkring deres fremtidige uddannelsesmuligheder
  • Størstedelen af de ordblinde elever er glade for at gå i skole og oplever accept fra deres kammerater
  • Ordblinde elever, der har udsatte og ordblinde forældre har særligt brug for hjælp og støtte